Hvad skal du drikke til ostebordet?

At vælge drikkevarer, der passer til dit ostebord kan være spændende - og lidt af en udfordring. For skal du finde noget, der passer til alle ostene, eller noget forskelligt til hver slags ost? Vi giver et par gode råd.

Et godt ostebord består af flere forskellige slags oste. Det skal jo være spændende at gå ombord i, og smagene skal overraske og være forskellige. Ofte vil det være både milde og stærke oste, søde og mere salte. Og ofte vil det starte let og så blive mere kraftigt, efterhånden som I kaster jer ud i at smage på udvalget.

Men hvad skal du så drikke til? Det er jo det store spørgsmål, hvis du ikke bare gør, som man altid har gjort: drikker rødvin til uden at tænke nærmere over det.

Oste er jo ikke bare oste, de er meget forskellige, og derfor er det ofte også meget forskellige drikkevarer, der passer til hver af dem. Det vigtige valg er dog først og fremmest: Skal I drikke én ting til ostebordet, eller skal der forskellige drikkevarer til hver ost - eller i det mindste til hver type af ost?

Det nemme - og lidt dyrere bud - er selvfølgelig at trække et par forskellige flasker op. Så er der både noget for enhver smag og til enhver ost. Men selv her, er det ikke lige meget, hvad du vælger. Lidt omtanke og forberedelse skader ikke - og så risikerer du ikke, at dine oste drukner i en forkert vin eller øl, eller at drikkevarerne smager sært, fordi matchet mellem dem og ostene bare ikke fungerer.

Én drikkevare til hele ostebordet

Hvis du kan vil sætte én ting på bordet, så er hvidvin eller øl et godt bud.

Hvidvinen kan med held være lidt sød, uden at det er alt for meget, og gerne med en god syre også, der virker som ganerenser for ostens fedt. Sødme går godt med de fleste oste, så et godt bud kan være tyske riesling-vine af typen Feinherb, Spätlese eller Auslese. Netop disse hvidvine har både god sødme og masser af syre - og ofte smager de bare vidunderligt.

En fransk dessertvin som sauternes eller lignende kan også gå godt med mange oste - især hvis det ikke er en alt for sød variant.

Undgå tørre hvidvine, da de sjældent kan matche fedmen og kraften fra de især lidt mere intense oste. Vine på chardonnay-druen kan fungere godt til visse oste, men desværre ikke alle.

Prøv med øl eller en gin tonic

Du kan også med held sætte en øl på ostebordet. Prøv med en ikke alt for kraftig øl, der kan få virkeligt gode ting frem i ostene - fx er humlen med til at få blomstrede noter frem. Det kan være noget så simpelt som en let humlet pilsner eller en lige-ud-ad-landevejen classic. De to klæder nemlig overraskende mange oste.

Pas på med for kraftige øl, som nok passer godt til tunge og kraftige oste, men som drukner de lettere varianter. Pas også på med en alt for høj alkoholstyrke, som igen går godt til de lagrede oste, men ikke har det ret godt med de mildere varianter.

Skal matchet være en smule mere funky, så prøv at servere en gin tonic til. Gin tonic passer overraskende godt til både milde, cremede oste og til blåskimmeloste. En gin sour-cocktail kan også gå godt med det meste.

Del ostebordet op i dele

Vil du investere i flere forskellige drikkevarer til ostebordet - men ikke vil sætte en drikkevare til hver ost (hvilket kan blive dyrt og berusende) - kan det være en ide at dele otebordet op i 2-3 dele.

De milde og cremede oste som fx brie, camenbert og lignende har godt af et mildt møde. Her kan en pilsner eller en gin tonic være et bud. En sprød hvidvin eller en meget let rødvin på fx pinot noir kan også passe fint. Eller prøv en chardonnay, der ikke har fået for meget fadlagring.

De faste og lagrede oste som lagret gouda eller emmentaler har godt af lidt mere power. Prøv en brown ale eller en lidt sødere hvidvin til. Lidt tungere belgiske øl kan også have det godt her.

Skal du gå cocktailvejen så prøv en old fashioned, der har appelsinnoter og sødme fra bourbon - eller en manhattan, der også har god sødme og en smule bitterhed.

Blåskimmeloste må gerne få kraftige og sødlige drikkevarer til, som kan matche salten i osten. Prøv en rød amarone, en sød dessertvin (både rød og hvid) med godt med rosin- og nøddenoter eller kast dig over et glas portvin. Tunge øl med høj alkohol kan også være et godt match til blåskimmelostene.

 

Få tingene til at passe sammen

Hvis ost og drikkevarer for alvor skal have det godt i hinandens selskab, så skal de helst passe sammen i styrke. Så derfor er de lette oste bedste med lette drikkevarer, og de tunge oste med de tunge.

Men smag dig frem, og vær ærlig overfor dig selv. Kan du lide matchet, så kan dine gæster det sikkert også. Og prøv at smide ‘sådan-plejer-vi’-hatten væk. Så væk med den der kraftige, tørre rødvin, du holder så meget af. Den går altså bare ikke særlig godt til ost. Har du virkelig selv smagt efter - sådan med alle parader nede?

Gå også gerne på eventyr. Prøver du nye veje, bliver det sjovere. Og selvom et match måske ikke sidder lige skabet, lærer du noget, og dine gæster har noget at snakke om.

Og har du god tid, kan du jo altid prøvesmage lidt på forhånd. Det gør garanteret resultatet bedre, og du kan hygge dig med det så længe.

Alle artikler