Macaroni and Cheese med hummer

2t 4 portioner
  • 1 hummer (frisk eller fra frost)
  • 2 citroner
  • 1 tsk. hele, sorte peberkorn
  • 5 laurbærblade
  • 300 g cavatappi-pasta
  • 35 g smør
  • 2 spsk. hvedemel
  • 3 dl sødmælk
  • 1 dl hvidvin
  • 3 dl kyllingefond
  • Citrontimian
  • 300 g Castello® Aged Havarti
  • 3 spsk. frisk rasp
  • 2 spsk. olivenolie
  • 3 spsk. frisk persille
  • Salt og peber
Macaroni and Cheese med hummer

Tilberedning

Hummer:

Hvis hummeren er frisk, kan man enten lægge den i fryseren i 30-60 minutter eller bruge en skarp kniv til at kløve dens hoved, før den puttes med hovedet først ned i en gryde med kogende vand, salt, citronskiver, laurbærblade og hele, sorte peberkorn. Læg låget på, og kog den i 5 minutter. Tag hummeren op, og læg den i isvand for at forhindre, at den koger videre. Drej hovedet af kroppen, og udtag forsigtigt kødet fra krop og kløer. Hak kødet groft.

Det er også muligt at bruge hummerkød fra frost. Sørg for, at det tøs op efter anvisningen på pakken.

 

Macaroni and cheese:

Forvarm ovnen til 200°C. Kog cavatappi-pastaen i saltet vand efter anvisningen på pakken, indtil pastaen er al dente. Smelt smørret i en kasserolle, tilsæt mel, og rør til en jævn masse. Tilsæt langsomt hvidvin under omrøring. Bring det i kog, og tilsæt kyllingefond og mælk. Fortsæt med at røre, til saucen er fin og jævn. Lad saucen koge i 3-4 minutter. Skru ned på middelvarme, og tilsæt revet Castello® Aged Havarti. Rør rundt, indtil Havartien er smeltet, men sørg for, at saucen stadig er lidt tynd, da den vil blive tykkere i ovnen.

Hæld vandet fra pastaen, og vend den i ostesaucen sammen med hummerkødet. Smag til med salt, peber, citronskal, citrontimian og persille. Hæld blandingen i et smurt ovnfast fad, drys med rasp og lidt finthakket citrontimian. Bag i 20 minutter ved 200°C, eller indtil raspen er sprød og let gylden. Servér med det samme.

Brug hummerkløerne som pynt.

--

Måske er det kødets fyldige og dekadente smag, som har gjort hummeren til et af de mest populære skaldyr i finere madlavning, måske er det det faktum, at den er omgærdet af en aura af eksklusivitet og sjældenhed. Uanset hvad, så er hummer altid hovedattraktionen, om den serveres alene eller bruges som ingrediens i en ret – og i særdeleshed, når den optræder i en ret som macaroni and cheese.

 

VARIATIONER

Uanset om man bruger levende eller frossen hummer, er den overraskende let at tilberede, selv om man ingen erfaring har. Når man vælger at bruge en levende hummer, er det vigtigt at bruge sin næse til at udvælge en frisk en af slagsen. Hvis den bevæger sig, er det også et godt tegn på, at den lige er fisket op af havet. Det er muligt at købe frosne hummere, hvor kødet allerede er klar til brug, hvis det virker for besværligt at håndtere en hel hummer.

Bruger man en levende hummer, står man tilbage med skal og indmad. Man kan være fristet til at smide dette ud, men gem det i stedet til senere. Skallerne indeholder en masse smag, som kan forbedre smagen i pastaretter, saucer, supper og endda gryderetter.

Krydderier og andre grøntsager er særdeles velegnede, hvis man ønsker at tilføje noget ekstra til retten, men pas på med at tilføje for mange ingredienser, da det vil være en skam at overdøve den fantastiske smag af hummer. Hummer er kendt for at have en sød og smøragtig smag, og alle kødets nuancer bør kunne smages og nydes. Når man beslutter sig for, hvad der skal tilføjes til denne macaroni and cheese, er mådehold en dyd. Man bør komplementere smagen af hummer frem for at overdøve den.

Vis alle opskrifter