Ribeyeburger med bacon, æg og Castello Cheddar Matured

4 portioner
  • 4 briocheboller
  • 4 ribeyebøffer af kalv
  • 8 skiver bacon
  • 2-3 rødløg
  • 50 g smør
  • 8 skiver Castello® Cheddar Matured
  • 4 æg
  • 4 spsk. pickles
  • 1 hjertesalathoved
  • Mayonnaise
Ribeyeburger med bacon, æg og Castello Cheddar Matured

Tilberedning

Krydr ribeyebøfferne med salt og peber, og lad dem marinere i 20 minutter. Saltet trækker kødsaft ud af kødet og sikrer, at det er dejlig mørt. Efter 20 minutter fjernes overskydende salt og peber, og kødet duppes forsigtigt med køkkenrulle for at fjerne kødsaft. Læg bøfferne på en glohed grill, og giv dem 2-3 minutter på hver side. Tag bøfferne af grillen, og lad dem hvile. Steg baconen et par minutter på hver side over direkte varme, hvis skiverne er tykke, men vær opmærksom på, at stikflammer fra grillen kan få baconskiverne til at brænde. Hvis baconskiverne er tynde, så placer dem over indirekte varme på tværs af grillristen eller på et dobbelt lag folie.

Fjern stilken på salathovedet, adskil bladene, og skyl dem under koldt vand. Skær rødløgene i tynde skiver. Sæt en jernpande på grillen. Put smør på panden, sauter løgene, og krydr dem med salt og peber. Form løgene i fire cirkler, og læg to skiver Castello® Cheddar Matured på hver. På samme pande spejles æggene over medium varme og vendes eventuelt efter ønske. Når cheddaren er smeltet, lægges løgene med smeltet ost oven på ribeyebøfferne efterfulgt af bacon og spejlæg. Rist briochebollerne på panden. Smør pickles på underbollen, og put derefter salat på, efterfulgt af bøffen med løg, ost, bacon og spejlæg. Smør et godt lag mayonnaise på overbollen, og klap burgeren sammen.

Vis alle opskrifter