Drik cocktails til osten

Ost og cocktails har det rigtigt godt sammen. Ostens komplekse smag får solidt modspil fra cocktails, der kan være søde, sure, tynde eller cremede, alt efter hvad der passer bedst til osten. Og forskellige slags grundspiritus får forskellige elementer frem i osten.

Hvem elsker ikke en god cocktail? Læskende, stærk, sur, sød eller bitter - og med masser af kompleksitet i smagen.
Og elsker du samtidig ost er der ekstra bonus - ost og cocktails kan nemlig passe rigtigt godt sammen. For med cocktailens mange muligheder har du en ledsager, der kan skræddersys til perfekt at passe til dit ostebord.
Cocktails kan - ligesom oste - være meget forskellige, så ikke alle cocktails passer til alle oste. Derfor kan det være en god idé på forhånd at prøvesmage forskellige oste sammen med den eller de cocktails, du gerne vil servere - så får du et overblik og kan planlægge, hvilke oste og cocktails, du vil servere.

Overvej din grundspiritus

Det vigtigste element i enhver cocktail er den grundspiritus, der udgør basen. Det er ikke ligegyldigt for en cocktail, om den er baseret på f.eks. vodka, gin, rom eller whisky. De farver på hver sin måde cocktailen, ligesom de også farver mødet med osten.
Forskellige typer af spiritus passer nemlig til forskellige oste, hvor de fremhæver særlige smage. Det gælder f.eks.:

  • Gin er destilleret med masser af urter og bær, og det får en god gin til at smage friskt med masser af urte- og blomsternoter. Netop de blomstrede noter kan passe overraskende godt til oste - både til lette hvidskimmeloste som brie, men også til mere kraftige oste som f.eks. en let røget ost, en lagret gouda eller endda til blåskimmeloste. Gedeoste er også gode sammen med gin.
  • Rom er sødt og destilleret på sukker, så rom (og ofte også en god tequila) er godt til oste med lidt sødme - og generelt til oste, hvor sødt tilbehør normalt vil passe. Det gælder f.eks. faste lagrede oste som gouda, emmentaler og også blåskimmeloste.
  • Whisky og cognac har også ofte søde og brændte noter, der ligeledes passer godt til oste med meget smag og en del sødme. Men milde oste får faktisk også meget ud af et møde med både whisky og cognac.
  • Vodka smager i sig selv ikke af voldsomt meget, så derfor er det ofte, hvad vodkaen er blandet med, der afgør, hvilke oste den passer til.
  • Smag eventuelt på din grundspiritus, inden du beslutter dig til, hvad den skal passe til. Der er nemlig også stor forskel på f.eks. forskellige slags gin - nogle er tørre, mens andre er sødlige og meget blomstrede, hvilket har indflydelse på både cocktailens smag og på, hvordan den passer sammen med dine oste.

Sød, sur eller bitter - tung eller let?

Selvom grundspiritusen har stor indflydelse på din cocktail, er det også vigtigt, hvad du blander den med. Søde cocktails får andre ting frem i din ost, end hvad sure eller bitre cocktails gør.
Samtidig har konsistensen af din cocktail også stor indflydelse på oplevelsen af osten, som i sig selv varierer i konsistens - nogle er bløde og cremede, andre faste og krystalliserede, mens andre nærmest smuldrer i munden.
Det samme gælder med cocktails, som kan være tynde eller cremede, ligesom de kan være læskende eller meget intense.
Du kan med held bruge kontraster, så en cremet ost bliver ledsaget af en knap så cremet cocktail, hvor en fast og smuldrende ost kan ledsages af en cremet drink med f.eks. æggehvider i.

Et par eksempler på gode møder mellem ost og cocktails

Cocktailverdenen er stor, og det samme er osteverdenen. Der er tusindvis af kombinationer, der bare venter på at blive afprøvet.
Men for at du ikke skal være helt på herrens mark, får du her et par forslag til, hvad der fungerer godt.

Gin & Tonic

Den engelsk-indiske klassiker kan varieres i det uendelige med forskellige slags gin og tonic-water. Men generelt passer gin-tonics godt til bløde og cremede oste som f.eks. brie eller andre hvidskimmeloste, hvor ginnen får blomsternoter frem i ostene, og tonicvandets bitterhed fungerer som ganerenser. Men også blåskimmeloste kan blive lækkert blomstrede med en gin & tonic.

 

 

 

 

Gin Sour 

Gin-udgaven af den klassiske sour, hvor citronsaft giver syre og æggehvide gør cocktailen cremet, passer godt til både en mild brie og en lagret gouda. Især de karamelliserede noter i goudaen får godt modspil af syren og blomstersmagen fra ginnen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bloody Mary 

Med tomatjuice, hot sauce og selleri er en Bloody Mary en drink, som umiddelbart ikke lyder til at godt match til oste. Men faktisk kan den fungere fint til ost - især til oste, der normalt passer godt med tomater - f.eks. tørre, lagrede oste eller italienske oste som parmesan eller mozzarella. Kom evt. lidt basilikum i din Bloody Mary, så er du nærmest i Italien - og måske endda et par dråber olivenolie ved osten eller endda i selve drinken.

 

 

 

 

 

  

Old Fashioned 

Don Drapers, fra tv-serien Mad Men, yndlingsdrink er kraftig og sødlig god gammeldags maskulin cocktail med lagrede noter fra bourbon og appelsintoner fra appelsinskal og angostura-dråber. Faktisk er en Old Fashioned en fremragende ledsager til en bred vifte af oste, hvor sødmen og de karamelliserende noter klæder alt fra milde hvidskimmeloste over lagrede, faste oste til blåskimmel.

 

 

 

 

 

 

Manhattan 

Endnu en sødlig bourbon-cocktail, der får et bittert indspark fra Vermouth. Ligesom Old Fashioned går en Manhatten også godt til et stort spektrum af oste. Især de lidt sødligere modnede oste har det godt i det her selskab, men også blåskimmeloste fungerer godt, hvor den lidt harske skimmelsmag bliver dæmpet en smule - hvilket nogle er glade for.

 

 

 

 

 

 

 

Mikkel Bækgaard

Mikkel Bækgaard

Denne artikel er skrevet af Mikkel Bækgaard - freelance madjournalist, madskribent og madblogger. Han skriver ugentligt om mad i Jyllands-Posten og beriger desuden verden med opskrifter og restaurantanmeldelser på sin blog www.mikkelsmadblog.dk.